En yogapraksis er ikke defineret af, hvor den foregår. Hvad enten det er i et studie, på et bjerg eller under den åbne himmel, kan den simple handling at rulle din yogamåtte ud blive en måde at genoprette forbindelsen til dig selv på. Efter at have ledet et retreat i Rila-bjergene i Bulgarien reflekterer yogalærer Daliya Arshefova over at praktisere udendørs, de fællesskaber, der dannes gennem fælles oplevelser, og hvorfor den mest meningsfulde praksis er den, der følger med os, uanset hvor vi går hen.
At træde væk for at genforbinde
Som retreatlærer er en af de smukkeste ting, jeg oplever, hvad der sker, når mennesker træder væk fra deres hverdag og ud i naturen.
Der er noget særligt ved at lægge velkendte rutiner, ansvar og kendte omgivelser bag sig. I det øjeblik vi træder ud af vores vante rytme, skaber vi plads til at se os selv anderledes. Væk fra hverdagens distraktioner bliver vi mere nærværende, mere forankrede og mere åbne over for det, praksissen har at tilbyde.
Naturen har en stille måde at støtte denne proces på. Uden vægge eller distraktioner begin os til at lægge mærke til vores åndedræts rytme, jorden under os og vores plads i landskabet omkring os.
Det, jeg har lært gennem årene, er, at ingen ankommer til et retreat med den samme historie.
At møde os selv dér, hvor vi er
Folk booker ofte retreats måneder i forvejen, men de livsomstændigheder, de ankommer med, er umulige at forudsige. Den person, der meldte sig til i januar, kan ankomme i maj med et helt andet hjerte og sind.
Under vores retreat i Rila-bjergene i Bulgarien oplevede jeg dette igen. Nogle deltagere ankom for at opleve Sacral Body Method for allerførste gang, mens andre genfandt en praksis, de havde lagt bag sig, eller fordybede en rejse, vi allerede var begyndt på sammen. Mange kom direkte fra travle storbyliv og bar på stress, sorg, usikkerhed, begejstring eller blot nysgerrighed. En deltager fortalte, at de for første gang i tyve år havde tilladt sig selv at gøre noget udelukkende for deres egen skyld.
Det, der rører mig mest, er, at praksissen aldrig beder os om at være andet end dem, vi er i det øjeblik. Uanset om nogen ankommer med glæde, sorg, usikkerhed eller begejstring, har praksissen en ekstraordinær evne til at møde dem præcis dér, hvor de er. Den inviterer os til at blødgøre, give slip og genforbinde os med os selv.
Når en gruppe bliver til et fællesskab
Den første dag på et retreat bærer altid en særlig energi. Folk ankommer lidt reserverede og holder stadig fast i hverdagens rytme i kroppen. Samtalerne er høflige, bevægelserne forsigtige, og alle er langsomt ved at finde deres plads.
Så sker der noget bemærkelsesværdigt.
Som regel allerede på den anden dag bliver skuldrene blødere, ansigterne lysere, og latteren kommer lettere. Den beskyttende rustning, som mange af os bærer i hverdagen, begynder at opløses. Fremmede bliver til følgesvende, mens mennesker, der kun mødte hinanden dagen før, begin deler måltider, historier og øjeblikke af sårbarhed, som om de har kendt hinanden i årevis.
Når mennesker falder ind i retreatlivets rytme, bliver samtalerne dybere, venskaber opstår naturligt, og eksisterende relationer vokser ofte sig stærkere. Væk fra hverdagens ansvar er der plads til virkelig at se og lytte til hinanden.
Som lærer forsøger jeg aldrig at kontrollere denne proces. Hver gruppe er forskellig, og hvert retreat har sin egen energi. Jeg føler ofte, at de mennesker, der ankommer til et bestemt retreat, er ment til at være der sammen. I stedet for at tvinge en bestemt oplevelse foretrækker jeg at lytte til gruppens energi og lade retreatet unfold organisk. Det er ofte her, de mest meningsfulde forvandlinger sker.
At finde rytme
Praksis bliver ankeret.
En af de største gaver ved retreatlivet er rytme. Ikke en rigid tidsplan, men et støttende flow af morgenpraksis, mindfulde måltider, gåture i naturen, øjeblikke af stilhed, meningsfulde samtaler og aften-sessioner, der blidt forbinder mennesker med dem selv igen.
Mange opdager, at hvile ikke blot er at sidde foran et fjernsyn eller scrolle på en telefon. Ægte hvile opstår, når nervesystemet føler sig trygt nok til at blødgøre. Den kan findes i bevidst bevægelse, i åndedrættet, i stilhed eller blot i at lytte til naturens lyde.
For mig er praksis den måde, jeg vender tilbage til mig selv på. Det er sådan, jeg tager vare på min krop, klarer mit sind og genforbinder mig med nuet. Den hjælper mig med at give slip på det unødvendige og skabe plads til det, der virkelig betyder noget.
Som retreatleder gør det at vende tilbage til min egen praksis, at jeg kan holde rummet med autenticitet og nærvær. Folk leder ikke efter perfektion. De leder efter en person, der føles jordbundet, nærværende og tryg nok til at støtte alt det, de måske gennemgår.
At lære af naturen
Et af de mest givende aspekter ved at undervise på retreat er at være vidne til de subtile forvandlinger, der finder sted hos deltagerne. Når mennesker slapper af, begin de til at aflægge de beskyttende mønstre, de bærer med sig gennem hverdagen. De bliver blødere, mere åbne og mere villige til at vise deres sande jeg.
Mange deltagere fortæller mig, at de føler sig trygge, og for mig er dette måske det største kompliment, jeg kan modtage. For når mennesker føler sig trygge, begin de til at genforbinde sig med dele af sig selv, som måske har været skjult under stress, ansvar eller konstant travlhed. De opdager nye styrker, får friske perspektiver og tager ofte afsted med enkle ritualer, de kan tage med ind i hverdagen.
Under vores retreat i Rila-bjergene blev landskabet en del af selve praksissen. Duften af vilde bjergurter bar gennem vinden, det skiftende lys ved solopgang og solnedgang, fuglesang, der hilste morgenen velkommen, og bjergenes stille styrke mindede os om, at vi er en del af noget langt større end os selv.
En aften under Savasana dukkede en lille skovfrø stille op og satte sig ved siden af hovedet på en af deltagerne. Den blev der under hele meditationen, helt stille, som om den selv deltog i praksissen.
Øjeblikke som dette kan ikke planlægges. De minder os blot om den dybe connection, som bliver mulig, når vi sænker tempoet nok til at lytte.
At tage praksis med hjem
Til sidst når hvert retreat til en ende. Der er altid et strejf af vemod, når vi siger farvel til bjergene, de fælles oplevelser og det midlertidige fællesskab, vi har skabt sammen.
Men det, der bliver tilbage, er langt vigtigere end det, vi efterlader.
Vi bærer minderne, venskaberne og følelsen af at være dybt til stede. Og vigtigst af alt bærer vi de praksisser, der støttede os gennem hele oplevelsen: et bevidst åndedrag, nogle få opmærksomme bevægelser, øjeblikke af stilhed og en påmindelse om at træde udenfor og genforbinde os med naturen. Disse enkle ritualer bliver broer mellem retreatlivet og hverdagslivet.
For mig er det det, en praksis, der rejser med os, betyder. Den er ikke afhængig af et retreatcenter, en destination eller endda en bestemt mængde tid. Den kan følge os på tværs af lande, gennem livsovergange og i perioder med glæde, usikkerhed, sorg eller vækst.
Selv når vi er på rejse, eller blot træder udenfor i et par minutter, kan nogle få opmærksomme bevægelser løsne spændinger efter mange timers stillesiddende arbejde. Et øjeblik på måtten under åben himmel skaber en umiddelbar følelse af fortrolighed og tryghed. Den simple handling at rulle en yogamåtte ud føles ofte som at komme hjem.
Med tiden husker kroppen. Åndedrættet husker. Nervesystemet husker. I det øjeblik vi træder op på måtten, genforbinder vi os med noget, der altid har været der.
Uanset om vi befinder os i bjergene, ved havet, i en bypark eller hjemme, er den connection stadig tilgængelig.
Det er praksissens sande gave.
Den rejser med os.
