En yogapraksis er ikke defineret af, hvor den finder sted. Uanset om det er i et studie, på et bjerg eller under åben himmel, kan den enkle handling at rulle yogamåtten ud blive en måde at genoprette forbindelsen til sig selv på. Efter at have ledt et retræteophold i Rila-bjergene i Bulgarien reflekterer yogalærer Daliya Arshefova over at praktisere udendørs, de fællesskaber, der dannes gennem fælles oplevelser, og hvorfor den mest meningsfulde praksis er den, der rejser med os, uanset hvor vi går hen.
At træde væk for at genoprette forbindelsen
Som retrætelærer er en af de smukkeste ting, jeg er vidne til, hvad der sker, når mennesker træder væk fra deres hverdag og ud i naturen.
Der er noget særligt ved at lægge de velkendte rutiner, ansvar og omgivelser bag sig. I det øjeblik vi træder ud af vores sædvanlige rytme, skaber vi plads til at se os selv anderledes. Væk fra hverdagens distraktioner bliver vi mere nærværende, mere jordbundne og mere åbne over for det, praksissen har at tilbyde.
Naturen støtter denne proces på en stille måde. Uden vægge eller distraktioner bliver vi begin til at lægge mærke til vores åndedræts rytme, jorden under os og vores plads i landskabet omkring os.
Hvad jeg har lært gennem årene, er, at ingen ankommer til et retræteophold med den samme historie.
At møde os selv dér, hvor vi er
Folk booker ofte retræter måneder i forvejen, men de livsomstændigheder, de ankommer med, er umulige at forudsige. Den person, der tilmeldte sig i januar, kan ankomme i maj med et helt andet hjerte og sind.
Under vores retræte i Rila-bjergene i Bulgarien oplevede jeg dette endnu en gang. Nogle deltagere kom for første gang for at opleve Sacral Body Method, mens andre genoptog en praksis, de havde lagt bag sig, eller fordybede en rejse, vi allerede var begyndt på sammen. Mange kom direkte fra travle byliv og bar på stress, sorg, usikkerhed, begejstring eller blot nysgerrighed. En deltager fortalte, at de for første gang i tyve år havde tilladt sig selv at gøre noget udelukkende for deres egen skyld.
Det, der rører mig mest, er, at praksissen aldrig beder os om at være andet end dem, vi er i det øjeblik. Uanset om nogen ankommer med glæde, sorg, usikkerhed eller begejstring, har praksissen en ekstraordinær evne til at møde dem præcis, hvor de er. Den inviterer os til at blødgøre, give slip og genoprette forbindelsen til os selv.
Når en gruppe bliver til et fællesskab
Den første dag på et retræteophold bærer altid en særlig energi. Folk ankommer en smule reserverede, stadig med hverdagens rytme i kroppen. Samtalerne er høflige, bevægelserne forsigtige, og alle finder langsomt deres plads.
Så sker der noget bemærkelsesværdigt.
Som regel, på den anden dag, bliver skuldrene blødere, ansigterne lysere, og latteren kommer lettere. Den beskyttende rustning, som mange af os bærer i hverdagen, begynder at opløses. Fremmede bliver til ledsagere, når mennesker, der kun mødtes en dag tidligere begin, deler måltider, historier og øjeblikke af sårbarhed, som om de har kendt hinanden i årevis.
Efterhånden som folk falder ind i retræte-livets rytme, bliver samtalerne dybere, venskaber opstår naturligt, og eksisterende relationer vokser ofte sig stærkere. Væk fra hverdagens ansvar er der plads til virkelig at se og lytte til hinanden.
Som lærer forsøger jeg aldrig at kontrollere denne proces. Hver gruppe er anderledes, og hvert retræte har sin egen energi. Jeg føler ofte, at de mennesker, der ankommer til et bestemt retræte, er bestemt til at være der sammen. I stedet for at tvinge en bestemt oplevelse foretrækker jeg at lytte til gruppens energi og lade retræten unfold organisk. Det er ofte her, de mest meningsfulde forvandlinger sker.
At finde rytmen
Praksis bliver ankeret.
En af de største gaver ved retræte-liv er rytmen. Ikke en rigid tidsplan, men en støttende strøm af morgenpraksis, mindfulde måltider, gåture i naturen, øjeblikke af stilhed, meningsfulde samtaler og aftensessioner, der blidt forbinder mennesker med sig selv igen.
Mange opdager, at hvile ikke blot er at sidde foran et fjernsyn eller scrolle på en telefon. Ægte hvile sker, når nervesystemet føler sig trygt nok til at blødgøre. Den kan findes i bevidst bevægelse, i åndedræt, i stilhed eller blot i at lytte til naturens lyde.
For mig er praksis den måde, jeg vender tilbage til mig selv på. Det er sådan, jeg tager vare på min krop, klarer mit sind og genforbinder mig med nuet. Det hjælper mig med at give slip på det unødvendige og skabe plads til det, der virkelig betyder noget.
Som retræteleder gør det at vende tilbage til min egen praksis mig i stand til at holde rummet med autenticitet og nærvær. Folk leder ikke efter perfektion. De leder efter en person, der føles jordnær, nærværende og tryg nok til at støtte det, de end måtte være i gang med.
At lære af naturen
Et af de mest givende aspekter ved undervisning på retræter er at være vidne til de subtile forvandlinger, der finder sted hos deltagerne. Når folk slapper af, begin til at give slip på de beskyttende mønstre, de bærer med sig gennem hverdagen. De bliver blødere, mere åbne og mere villige til at vise deres sande jeg.
Mange deltagere fortæller mig, at de føler sig trygge, og for mig er dette måske det største kompliment, jeg kan modtage. For når folk føler sig trygge, begin til at genforbinde sig med dele af sig selv, som måske har været skjult under stress, ansvar eller konstant travlhed. De opdager nye styrker, får nye perspektiver og tager ofte hjem med enkle ritualer, de kan tage med ind i hverdagen.
Under vores retreat i Rila-bjergene blev landskabet en del af selve praksissen. Duften af vilde bjergurter, der bar gennem vinden, det skiftende lys ved solopgang og solnedgang, fuglesang, der hilste morgenen velkommen, og bjergenes stille styrke mindede os om, at vi er en del af noget langt større end os selv.
En aften under Savasana dukkede en lille skovfrø stille op og satte sig ved siden af en deltagers hoved. Den blev der under hele meditationen, helt stille, som om den selv deltog i praksissen.
Øjeblikke som dette kan ikke planlægges. De minder os blot om den dybe connection, som bliver mulig, når vi sænker farten nok til at lytte.
At tage praksissen med hjem
Til sidst kommer hvert retreat til en ende. Der er altid et strejf af tristhed, når vi siger farvel til bjergene, de fælles oplevelser og det midlertidige fællesskab, vi har skabt sammen.
Men det, der bliver tilbage, er langt vigtigere end det, vi efterlader.
Vi bærer minderne, venskaberne og følelsen af at være dybt til stede. Vigtigst af alt bærer vi de praksisser, der støttede os gennem hele oplevelsen: et bevidst åndedrag, nogle få mindfulde bevægelser, øjeblikke af stilhed og en påmindelse om at gå udenfor og genforbinde os med naturen. Disse enkle ritualer bliver broer mellem retreatlivet og hverdagen.
For mig er det det, en praksis, der rejser med os, betyder. Den er ikke afhængig af et retreatcenter, en destination eller endda en bestemt mængde tid. Den kan følge os på tværs af lande, gennem livets overgange og i perioder med glæde, usikkerhed, sorg eller vækst.
Selv når vi rejser, eller blot går udenfor i nogle få minutter, kan nogle få mindfulde bevægelser frigøre spændinger efter mange timers stillesiddende aktivitet. Et øjeblik på måtten under den åbne himmel skaber en umiddelbar følelse af genkendelighed og tryghed. Den enkle handling at rulle en yogamåtte ud føles ofte som at komme hjem.
Med tiden husker kroppen. Åndedrættet husker. Nervesystemet husker. I det øjeblik vi træder op på måtten, genforbinder vi os med noget, der altid har været der.
Uanset om vi befinder os i bjergene, ved havet, i en bypark eller hjemme, er den connection stadig tilgængelig.
Det er praksissens sande gave.
Den rejser med os.
Kom i kontakt med Daliya
Instagram: @daliya.arshefova
Website: sacralbodymethod.com
Partner med Manduka
Manduka har støttet lærere, studier og wellness-rum siden 1997. Uanset om du er yogalærer, studie, fitnesscenter eller hotel wellness-ansvarlig, findes der et partnerskabsprogram, der er designet til dig. Læs mere om at arbejde sammen med Manduka.
