Tilbage til oprindelsen, fra vores grundlægger

I sin nye bog, Gravity & Grace: Hvordan du vækker din subtile krop og yogaens helbredende kraftbringer Mandukas grundlægger og forfatter, Peter Sterios, os tilbage til yogaens oprindelse. Nedenfor finder du et uddrag fra hans bog om de grundlæggende elementer i en praksis.

DEN FYSISKE UDØVELSE AF YOGA

Med udbredelsen af yoga i den moderne verden er det let at glemme, hvad den fysiske udøvelse af yoga egentlig handler om. Traditionelt blev den fysiske praksis i sig selv kaldt "hatha yoga", et af Patanjalis otte lemmer, som den fulde yogapraksis bestod af. Men i dag betragtes "hatha"-yoga af mange blot som endnu en "stilart" i mængden af andre tilgængelige "stilarter" - Iyengar, ashtanga, vinyasa, power, hot, yin, restorative, goat osv.

Grundlæggende for den fysiske yogapraksis er samspillet mellem anstrengelse og ikke-anstrengelse, en polaritet, der afspejles i sanskritudtrykket "hatha". Dette ord har mange betydninger. I sin enkleste definition kan ordet deles op i to rodord: ha, der betyder "sol", og tha, der betyder "måne". Sammen antyder disse rodord en forening af de maskuline og feminine principper, der findes i hver af os, hvilket almindeligvis symboliserer en forening af anstrengelse med ikke-anstrengelse, aktiv med passiv og kraft med overgivelse. Kombineret med ordet yoga kommer vi frem til en definition, hvor vi forstår og oplever hatha yoga som en praksis, der omfatter samtidig anstrengelse og ikke-anstrengelse gennem en forening af sind (opmærksomhed) og bevægelse (handling), både aktivt og passivt.

Vi kan skabe en bevidst proces med at forene disse begreber i asana-praksis ved at minimere overdreven fysisk anstrengelse som et middel til at opretholde vores livskraft - en af de vigtigste fordele ved yoga. Det er også et middel til at identificere og aktivere de subtile kræfter, der opererer på et bevidsthedsniveau dybere end den grove fysiske krop, for at skabe en mere effektiv måde at bevæge sig på. To af disse kræfter, som er mest tilgængelige for praksis, især for begyndere, er tyngdekraftens og yndekraftens subtile energier. Tyngdekraften er den fysiske tiltrækning af genstande; nåden er dens åndelige modstykke. Under træningen bruges begge som objekter for vores opmærksomhed og som katalysatorer for bevægelse, fysisk og psykisk.

AT INKORPORERE TYNGDEKRAFT OG YNDE

For at demonstrere, hvordan man anvender tyngdekraft og ynde i sin praksis, kan vi tage et kig på en af de mest almindelige stillinger (asana), der undervises i - nedadvendt hund. Denne enkle stilling giver os mulighed for at udnytte tyngdekraften til at hjælpe med at skabe udstrækning af rygsøjlen passivt, samtidig med at vi opbygger fleksibilitet og styrke dynamisk i vores ben, hofter, skuldre og arme.

Formen på denne stilling giver dig mulighed for at frigøre kranieenden af din rygsøjle til forlængelse, og for halebenets ende af rygsøjlen, i stedet for aktivt at trække halebenet op, som det almindeligvis læres, er arbejdet at holde halebenet stille, mens du blødgør dybt ind i dit bækken. Anatomisk set kræver stabilisering af halebenet uden muskelkraft en stærk frigørelse i bækkenbundens og skambenets skelet- og glatte muskelsystemer. Dette inviterer musklerne i benene til at engagere sig og strække sig, for at forhindre hofterne i at kollapse. For at frigøre brystdelen af rygsøjlen helt kræver det en lige så stor overgivelse i skuldre, bryst og hals, som inviterer musklerne i armene til at engagere sig og strække sig, så skuldrene ikke kollapser.

For at opleve disse elementer i den nedadvendte hund skal du starte på hænder og knæ med fødderne i hoftebreddes afstand og tæerne pegende fremad. Med strakte arme placerer du dine hænder lidt bredere end skulderbredde fra hinanden med fingrene forsigtigt spredt. Træk bevidst vejret langsomt med en indånding på 3-4 sekunder og en udånding på 3-4 sekunder. På udåndingen løfter du langsomt knæene fra gulvet og går lidt tilbage med fødderne, så du strækker benene, indtil du møder modstand i haserne. Sænk hovedet, og stræk armene helt ud.

For hver indånding følger du åndedrættets fylde gennem ryggen og mærker (eller visualiserer) huden sprede sig over kravebenene, skulderbladene, lænden og ned i bækkenbunden.

Ved hver udånding skal du bevidst blødgøre kravebenene og toppen af lungerne (eller visualisere, at de blødgøres), mærke vægten af armhulerne og hjertet falde, og samtidig engagere armene. På samme tid blødgør du lukkemusklerne, mellemgulvet og huden under navlen; mærk vægten af dine hofter falde; og på samme tid engagerer du dine ben.

For hver vejrtrækningscyklus skal du lade indåndingen løfte dig lidt ud af stillingen, så rygsøjlen runder en hvirvel ad gangen; på udåndingen skal du slippe skuldrene og engagere armene, og slippe hofterne og engagere benene. Slip samtidig baghovedet, lukkemusklerne og huden under navlen igen, og mærk, hvordan taljen forlænges, og navlen passivt bevæger sig ind, mens du bevæger dig længere ind i stillingen. Efter tre åndedrætscyklusser slipper du og ånder ud af stillingen.

Den funktionelle skønhed i Downward-facing Dog er dens spil mellem anstrengelse og overgivelse, mellem at engagere og slippe i kroppens periferi og kerne på samme tid, samt den opmærksomhed og det fokus, der kræves for at bruge dit sind og dine muskler sammen på flere steder i øjeblikket, alt sammen koordineret med din vejrtrækning.

Når du f.eks. reagerer på tyngdekraftens nedadgående træk på tyngden i dine skuldre og hofter, når du slipper dem, er der en naturlig reaktion i musklerne i dine arme og ben, der engagerer sig, når dit nervesystem bliver opmærksom på den forestående "fare" for, at din krop kollapser. Et biprodukt af at slippe skuldrene samtidig med, at man aktiverer armene, er desuden en passiv udadrotation af overarmsknoglen.

Dette sætter skulder- og armforbindelsen i en optimal position for støtte, styrke og fleksibilitet. Ved at slippe hofterne, mens du aktiverer benene, skaber du ligeledes en passiv indadrotation af lårbensknoglen (femur), som sætter hofte- og benforbindelsen i en optimal position.

I denne stilling er det også værd at nævne den passive indadgående bevægelse af maven (uddiyana bandha) på udåndingen, når mellemgulvets membran slipper spændingerne og vender tilbage op i den nedre del af brysthulen. Denne handling skaber en vakuumeffekt (negativt lufttryk) i bughulen, som trækker bugvæggen lidt ind og understøtter forlængelsen af den nederste del af rygsøjlen mod halebenet. Når man oplever dette ubesværet i den nedadvendte hund, lægger man kimen til at indarbejde bandhaer, hver gang man bruger bevidst vejrtrækning.